Mikkel udfolder sig som Tom Hanks i Cast Away

Togstationen vi tog toget fra for at komme op til Kuranda.



Fantastisk udsigt under koereturen



En aboriginere som spiller paa deres yndlingsinstrument, digeridoo (det kan vidst staves som man selv oensker det)



Mikkel paa jagt med et spyd

En cassowary. En truet australsk fugl, som igennem tiden har draebt mange mennesker med dens skarpe kloer.


Saltvandskrokodillen Scarface, som med sine 4meter dominerer floden vi sejlede i.




Pas paa kokosnoeden!

Sidste udvej naar man er strandet paa en oe sammen med mig.


Hjaelp mor! - vi vil hjem.

Ahh fastland!

Denne gang er det faktisk en krokodille der ligger lige ved siden af mig.


Mikkel forsoeger forgaeves at faa fat paa en kokosnoed.



Med tilnærmelsesvis normal balanceevne igen, fra vores 3 dage til søs, vil jeg indlede dette indlæg. Når kroppen i flere dage har været vandt til konstant gyngen, giver det en del problemer med balancen når man igen er på fast grund. Det måtte vi flere gange sande, på vej op ad trapper, hvor man pludseligt kunne slå ud i uhæmmet slingring.

Den 20. april skulle vi til Kuranda, en by placeret på et bjerg midt i regnskovens uendelige flora. I et af verdens stejlest kørende tog, begyndte en 1,5 times køretur. Med en rar gennemsnitsfart på intet mindre end 20 km/t begav vi os, omgivet af rislende vandfald, den grønneste og frodigste flora og med udsigt over Cairns og havet, op mod Kuranda. Vel ankommet til Kuranda, besluttede vi os, atletiske som vi er blevet, for at gå den længste af ruterne vi kunne finde. Det er med at nyde regnskoven så meget som muligt, mens man er hernede, når vi derhjemme må vi nøjes med Randers Regnskov - et alternativ vi næppe vil anvende. Som de lynhurtige vandrere vi er, blev vi færdige med vandreruten 2 timers tid før vi skulle videre, men hvilket alternativ til regnskov er bedre end en subtropisk mango smoothie, mums!

Vi skulle efterfølgende med verdens længste kabelbane ned igen. 7,5 km over regnskovens tårnhøje træer, og med så meget vegetation at det var umuligt at se skovbunden, svævede vi ned mod bjergets fod. På turen var der to sightseeingstop, hvor vi fik fantastiske udsigter over Barron River samt en masse vandfald.
Ved foden af bjerget skulle vi i et aboriginal kultur center, hvor vi fik mulighed for at kaste med spyd og boomerang samt lære om kulturen på en interaktivt måde. Bedste aboriginal oplevelse vi har haft hernede i mine øjne. Det var rart for første gang at høre aboriginerer fortælle og forklare om deres egen kultur.

Dagen efter stod den på bruning, af de stadig hvide mavser - troede vi. Af en eller anden grund forsvinder solen altid 5 minutter efter vi har lagt os til rette. Chancen for at blive solbrun med faktor 30 på og solen bag skyer, synes ganske lille. Ellers skete der ikke det helt store denne mandag.

Morgenen efter stod vi tidligt op for at tage til Cape Tribulation. På vejen gjorde vi stop ved en kunstig regnskov. Her fik vi lejlighed til at kæle med kænguruer, skræmme alskens fugle fra hvid og sans ved at rende efter dem og som noget helt nyt, røre en koala. Efterfølgende gjorde vi stop ved Mossman Gorge, hvor vi blev præsenteret for nogle ret seje og anderledes planter. Vi blev således introduceret for en plante som, når man rører ved den, vil føles som varm metal der bores ind i din krop. Når den konstante smerte af brændende metal mod din krop er ophørt efter et par dage, vil det føles som 5000 myggestiks smerte. Denne smerte vil du så have et sted mellem 2 måneder og 2 år. Der er ingen modgift mod det og heller ikke rigtigt noget smertestillende, dog har meget varmt vand en lille lindrende effekt på giften samt det virker som smertestillende, eftersom du nu kun vil kunne mærke smerten fra det halvkogende vand brændende mod din hud. Velkommen til Australien :).
For en gang skyld var det faktisk ret underholdende at høre om de forskellige flora Australien besidder. Efter florafortællingerne var det tid til en dukkert i en lille flod. Vandt til Kakadus vandhuller med en rar temperatur på omkring 27 grader, forventede vi at vandet her nok havde samme temperatur, men det havde det ikke! 22 grader er måske meget for en dansk viking, men når man har været vandt til spabadstemperaturer i længere tid, føles det altså koldt!
Herefter stod den på længe ventet frokost. Ikke at der er noget videre interessant i det, men mens vi stod og ventede på vores mad stødte vi ind i Christine og Katrine fra vores gymnasium. Anden gang vi tilfældigt bare støder ind i hinanden (første gang i New Zealand). Verden er åbenbart ikke større, end at man sagtens kan møde gamle kendinge i en tilfældig regnskov på den anden side af kloden.
Videre på turen mod Cape Tribulation gjorde vi snart holdt ved en flod med saltvandskrokodiller. Uden fodringsmomentet, som de havde i Kakadu, var de her krokodiller noget mere inaktive og også en del mindre. Muligvis mere wildlife krokodiller end dem vi havde set i Kakadu, eftersom de ikke blev fodret af mennesker, men var fuldstændig afhængige af deres egen fangst.

Godt indlogeret i de fineste træhytter, kom vi for første gang siden New Zealand til at sove i et topersoners værelse. I Cape Tribulation er der en masse aktiviteter at lave: sejle i kajak, komme på sejltur til Great Barrier Rief, ride på heste og meget andet. Men hvad er bedre end førstehånds oplevelser i den vilde natur i form af lange vandreture?
Det ene øjeblik befinder man sig i tætpakket regnskov, det andet står man på verdens flotteste strand med regnskoven lige bag sig og forhøjede og tætbeplantede pynte stikkende frem fra kysten. Et syn for guder!
Da klokken blev hen ad 19:00, begyndte det at blive ret mørkt, og vi havde stadig ikke fundet vejen væk fra stranden og tilbage til vores hytte. For at komme væk fra stranden og tilbage til hytten skulle vi igen ind i regnskoven, som nu var tilnærmelsesvis buldermørk. Altid betryggende at gå i en skov hvor man ikke kan se skovbunden og man ved at mange forskellige giftige dyr kryber rundt. Utroligt nok kom vi dog helskindet tilbage.
Dagen efter gentog vi vandresuccesen ved at vandre 4 timer på de smukke strande. Dette gør en yderst sulten, syntes Mikkel, som også syntes at maden i det lokale supermarket var for dyr. Hvad gør man så? Man kan jo gøre ligesom Tom Hanks i Cast Away, og tage en nedfalden kokosnød, bruge en time på at bryde skallen og spise kokosnøden - billig løsning. Efter strabadserne slappede vi af indtil bussen kom og transporterede os tilbage til Cairns igen.

I dag står den på afslapning, lidt planlægning af vores næste destinationer på østkysten og forhåbentligt et bedre forsøg på at blive brune end tidligere skrevet.

De rareste rejsehilsner
Mikkel und Peter