Fluer, stjerner, Anders Fogh og Toyota Ole

Vores guide Chris stoppede minibussen da han saa en doed oern i vejkanten.

Mikkel med sin badebold i outbacken.

To cowboys i byen med kun 4 indbyggere.

Chris efterligner paa bedste vis legenden Steve Irwin, da han leger lidt med den tredje giftigste slange i verden!

God udsigt fra Wilpenna Pound

Wilpenna Pound

Udsigt vaek fra "krateret" ved Wilpenna Pound

Mikkel staaende paa en kaempe soe - en saltsoe uden vand, saa underlaget bestod af et 5-10 cm tykt lag salt

Underjordisk sovevaerelse i Cooper Pedy

Fantastisk solopgang i outbacken lidt udenfor Cooper Pedy

Oeglen medd det passende navn Thorny Devil. Endnu et af Chris' fund i vejkanten

Saa er vi kommet til den verdenberoemte kaempesten Uluru.

Uluru

Uluru fra taet hold

The Olgas. Vi kom ind og gaa i et af de store spalter mellem stenene.

Man kunne ikke klage over udsigten ved Kings Canyon!

Mikkel ved Kings Canyon

Utroligt nok er det lyst denne morgen, for ellers har vi vaeret ude af sengen inden solen har vaeret fremme stort set alle dage. Fedt at sove ude og se stjerner!

Tyskeren Claus hvis skaebne er blevet at gaa rund i outbacken med sin lille-bitte faldefaerdige bil og sine to kameler. Ham moedte vi et par gange.

Gruppefoto ved ankomst til Alice Springs. Gaet selv hvem de to tosser der spaerer for nogle bogstaver i bynavnet er!?!

Efter 3200 km i minibus de sidste 6 dage, er vi nu ankommet til Alice
Springs. Med sine ca. 30.000 indbyggere er "Alice" den klart største by i
outbacken.

Vores længe ventede 2-ugers safari begyndte tidligt... Meget tidligt!!
Vækkeuret var stillet til 4.30, for at vi kunne nå at gå de 3 km hen til
afhentningsstedet. Da vi havde slæbt vores store rygsække den lange vej,
og fundet os til rette i bussen kørte vi lidt rundt i byen for at samle
flere rejsende op. Halvanden time efter vi havde sagt farvel til vores
hostel, viste det sig at bussen stoppede lige ud for selv samme hostel!
Det skulle vise sig at være dyrebar sovetid vi mistede der, for at sove i
vores bus er en kunstart i sig selv. Det har krævet flere dages træning at
lære, og undervejs har vi bl.a. måtte lide med hold i nakken, skæve rygge
og baller så ømme som havde de været gennemtævet af Mike Tysons
venstre-hook. Derfor var noget af det første jeg foretog mig, at købe en
badebold som hovedpude. Det har vakt en del undrende blikke, når
badebolden er blevet hevet frem i den tørre røde ørken.

Det første vi kom ud at se på vores safari, var en gammel hule, som
tidligere har været brugt af aboriginals. Ellers stod den mest på kørsel,
indimellem afbrudt af hårde opbremsninger, hvorefter vores guide styrtede
ud af bussen, og kom tilbage med forskellige øgler og en enkelt gang en
stor død ørn. Om eftermiddagen ankom vi til vores destination for natten:
Byen Parachilna, som, på trods af sit indbyggertal på blot 4 personer,
imponerende nok alligevel kan findes på diverse kort over hele Australien.
Det siger lidt om, hvor øde det område vi var ved at begive os ud i
egentligt er. Når det så er sagt, så kunne Parachilna i øvrigt byde på et
overflødighedshorn af aktiviteter og seværdigheder, her iblandt en pub, en
botanisk have, en skole (selvom ingen af de fire indbyggere er børn), en
forstad bestående af to containere og en fodboldbane, hvor der bliver
afholdt et lokalt mesterskab en gang om året. Desuden bød byen på mindst
en million milliard fluer, som var utroligt aggressive for at kravle ind i
ens ører, næse eller mund. Her i outbacken lærer man hurtigt at elske
modvind, da fluerne så forsvinder fra ansigtet og sætter sig på ryggen i
stedet. Om aftenen fik vi kamelpølser, kængurubøffer og emu-hakkebøffer.
Første gang vi har stiftet bekendtskab med den lokale mad, og det var
bestemt ikke et dårligt bekendtskab. Det smagte alt sammen ganske godt.
Min personlige favorit må være kængurubøfferne.

Næste dag startede vi med at tage ud for at finde den sjældneste Wallaby i
verden. Vi fik spottet den, men alligevel ikke nogen helt vild
fauna-oplevelse, da den var svær at skældne fra alle de andre Wallabies,
som vi har set så mange af. Herefter ventede en god vandretur op på
Wilpenna Pound, som ved første øjekast ligner et kæmpestort meteorkrater,
men i virkeligheden er en rund bjergkæde. På toppen fik vi imponerende
udsigt over den cirkelrunde bjergkæde til den ene side og outbacken til
den anden side.

Dag 3 begyndte med en lille smuttur på 900 km til minebyen Cooper Pedy.
Her er 4-5000 indbyggere med 50 forskellige nationaliteter. Alle er de
draget til byen for at prøve lykken med at finde opaler i de underjordiske
gange. Hvad der er bemærkelsesværdigt ved denne by er at de fleste
indbyggere bor i huler, som er gravet ind i små stenhøje, så de kan slippe
for de ekstremt høje temperaturer, som ofte forekommer i outbacken. Vi
slap dog med utroligt lave 25 grader da vi var der. Vi fik en rundtur i en
gammel hule, og så hvordan de bor under bare klippevægge, efterfulgt af en
tur i en gammel opalmine. Om aftenen kunne vi gå i seng i et underjordisk
sekspersoners værelse, som vi delte med fire andre danskere. De har været
med på hele turen fra Adelaide til Alice Springs, og hvad der måske er
værd at nævne, er at en af dem hedder Tobias og er 27 år... og nå jo, så
er det ham der har skrevet og sunget parodien på Anders Fogh Rasmussen
kaldet "Minimalstat", og han har været med i Tjenesten både i radio og på
tv. En overraskelse at støde på sådan en dansk kendis på vej ud i den mest
øde del af Australien. En ganske flink fyr i øvrigt, hvilket hans tre
venner også var.

En lige så lang køretur, som dagen før ventede os næste dag, hvor vi
skulle hele vejen til en stor rød sten helt inde i midten af landet. Ikke
en hvilken som helst sten, det er nemlig en meget stor sten. Ayers Rock er
navnet, eller Uluru på det originale sprog (eller blandt os med vores
storslåede humor kaldet Ole O., da det sagt hurtigt lyder som det
aboriginale navn). Det er verdens anden største sten, og sammen med
operahuset i Sydney, er det Ayers Rock man oftest ser afbilledet fra
Australien. Den står på et kæmpe stort fladt plateau, så vi kunne se den
fra lang lang afstand da vi kørte imod den. Fantastisk syn og det er
faktisk også her fra lang afstand den gør sig bedst, skulle vi senere
finde ud af. Om aftenen så vi solnedgang ved Uluru - eller dvs. vi var til
stede ved solnedgangen, men blev fanget af en gammel australiers
røverhistorier, og så ikke så meget andet en de tegninger han lavede i
sandet. Om natten fik vi for første gang mulighed for at sove udendørs, og
det udnyttede vi selvfølgelig. Man må sige at stjernehimlen er noget
anderledes herude i outbacken end hjemme i København! Lige så mange fluer
som der er herude, så mange stjerner kan ses på himlen, mælkevejen er helt
tydelig og Sydkorset er ikke til at tage fejl af. Der var dog enkelte
tændte gadelygter så helt perfekte blev forholdene ikke.

Som så mange gange før startede næste dag tidligt. Vi skulle ud til Ayers
Rock og se den i solopgang. Mens det stadig var mørkt blev vi sat af helt
henne ved stenen, og kunne begynde gåturen på ca. 9 km hele veje rundt om
den. Som sagt synes vi at den opleves bedst på afstand. Tæt på virkede det
sådan set bare som en stor klippevæg man gik ved siden af, og det blev
lidt trivielt på de 2,5 timer vandreturen varede.
Ved middagstid kørte vi hen til de nærliggende klippeformationer kaldet
the Olgas. De store runde klipper er til sammen noget større end Ayers
Rock, så da vi kom kørende i det flade ørkenlandskab var det også her
imponerende at se the Olgas dukke frem og langsomt blive større indtil vi
var helt derhenne. Vi fik her en kort gåtur ind imellem nogle stejle
klippevægge.
Efter nogle timers køretur kom vi til det tredje af Central-Australiens
store seværdigheder: Kings Canyon. Det er nogle store klippeformationer
som gennemskæres af en dyb klippespalte. Vi kæmpede os først op på kanten
af canyonen, og gik derefter et langt stykke hen ad den helt ude ved de
lodrette klippevægge. På vejen så vi en Perentie, som er den anden største
varan i verden - denne var dog ikke fuldt udvokset endnu, men stadig fedt
at se så stor en øgle. Turen ved Kings Canyon var mindst en lige så stor
oplevelse, som da vi så den langt mere berømte Ayers Rock. Om natten sov
vi igen udendørs. Der var en stor måne på nattehimlen, så selvom der igen
var fantastisk mange stjerner at se, blev forholdene for stjernekiggeri
ikke optimale. Det håber vi at de bliver en af de næste gange vi skal sove
udenfor på vores videre færd mod Darwin.

Dagen efter havde vi god tid til at fordøje gårsdagens oplevelser, da vi
havde en lang køretur til Alice Springs. Her tog vi i byen med vores
rejsegruppe om aftenen, og festede til der blev lukket og slukket i
pubben.

Med ømme hoveder (vist mest Peters, som de velkendte tømrere giver en
ekstra hård omgang med hammeren), begav vi os hen ad næste eftermiddag ned
til the Flying Doctors. Grundet de store afstande i outbacken er her nødt
til at være flyvere til at bringe tilskadekomne i outbacken til et
sygehus. Vi fik her en rundvisning og prøvede en flysimulator af deres
redningsflyver.

I dag har vi slappet af, og ser frem til at skulle afsted igen i morgen
tidlig med en ny gruppe - bortset fra 3 gengangere - og en ny guide.

Mange hilsner fra
Peter og Mikkel