Om lidt er det forbi...

Jaja, det var bare løg der fik mig til at græde...

Surfers paradise :)

De monster store højhuse som prægede Surfers paradise



Mikkel på slankekur.

Bladende falmer i Sydney.

Overskydende barberskums rester skal da ikke gå til spilde!

Ting vi ikke gad have med hjem + en japaners sko.

Her mødtes Mary og Frederik i 2000.

Vores store dejlige jumbo!

"Om lidt bli'r her stille, om lidt er det forbi...". Ja, Kim Larsens gamle klassiker passer desværre meget godt på vores rejseblog. Vi sidder pt. i flyveren fra Singapore til London (indlægget kommer dog først på bloggen når vi er hjemme i Søborg), så det her er og bliver det sidste indlæg for denne gang.

Hvilken ære at få lov til at skrive det uigenkaldeligt sidste indlæg til vores lange rejse. Desværre bliver det af to grunde svært at skrive endnu et langt og interessant indlæg. For det første har vores sidste dage i Australien ikke ligefrem været spækket af overvældende oplevelser, som rejsen ellers har haft rigeligt af. Den anden grund skyldes pda'ens ret slørede skærmbillede, her når jeg ser igennem et lag af øjenvæde, efter at måtte overvære Australien forsvinde under flyvingerne. Det gør det lidt sværere at ramme de rigtige taster. Jeg vil alligevel gøre mit bedste, så here goes:

Den 14. maj kom vi til Surfers Paradise, Australiens festby nr. 1. Med tonsvis af store højhuse beliggende helt ud til en stor strand, kunne vi med det samme se hvilket turistmekka det var. Vi havde kun en enkelt dag på stedet, så det var bare med at udnytte tiden bedst muligt. På stranden om dagen og så en god bytur om aftenen, var planen. Første del af planen forløb uden problemer, mens anden del ikke gik helt så godt - eller retter sagt elendigt. Med et par sixpacks indenbords var vi ellers i godt festhumør, og endte på en irsk pub. Den forlod vi inden længe, da de øvrige gæster umiddelbart havde en gennemsnitsalder omkring de 60 år. Videre til næste stop i byen. En hvilken som helst club, disco, pub eller bar. Spejde til højre og til venstre... Men nej, ingenting at finde. Efter at have gået rundt i halvanden time i centrum af den største festby i Australien uden at finde et eneste sted at feste videre, måtte vi give op, og vi vendte hjem til hostlet med skuffede snuder.

Surfers Paradise blev altså ikke helt, hvad vi havde håbet på, og vi havde det ikke hårdt med at tage afsked allerede næste dag. Vi skulle ud på en lang bustur hele vejen til Sydney. 15 timer skulle den vare, og det tal blev lige forlænget til 18, da vi ventede i tre timer, på at noget røg forsvandt fra motorvejen. På trods af at det var 2,5 måned siden vi forlod Sydney, virkede det som om, vi kun havde været væk et øjeblik. Alligevel var noget forandret. Visne blade lå overalt på gaderne, og folk gik rundt i langt tøj. Vi fulgte deres eksempel og hev det varme tøj frem, men som så mange gange tidligere på rejsen havde det gode vejr også fulgt med os denne gang, så det blev hurtigt for varmt, og vi måtte i sommertøjet igen. Utroligt at kunne gå rundt i shorts og t-shirt, mens det næsten er vinter hernede. Vi havde ikke de store planer for denne sidste hele dag i Australien udover at gå rundt i byen og finde souvenirs. Om aftenen ville vi afslutte rejsen på en ordentlig måde, så vi fandt en fin restaurant med gode steaks. Desværre er en enkelt ret ikke længere nok for to hærdede buffetgængere som os, så vi måtte på Mac'en og få en dessert bagefter.

På afrejsedagen d. 17. maj havde vi en sidste bedrift at gøre, inden vi kunne tage hjem til Danmark. Vi måtte lige et smut forbi pubben Slip Inn, hvor Kronprins Frederik og Mary mødtes under OL i 2000. Nem var den at få øje på, da vi langt nede ad gaden kunne se det danske flag blafre på gadehjørnet ved pubben. Der var desuden et lille guldskilt foran indgangen, med forklaring til hvad der skete dengang for otte år siden.
Og så var vi ellers klar til at tage hjem. 33 timer fra vi tog afsted til lufthavnen i Sydney, til vi lander i København.. Det er lang tid! Men vi har selvfølgelig egne tv-skærme med mange film, spil, serier og musik her i Jumboen, og samtidig får vi jævnligt serveret måltider, så hvad mere kan man ønske sig? På trods af det glæder vi os nu til at komme hjem og se familie og venner igen.

Det har været en fantastisk rejse, og vi kommer hjem med en masse oplevelser, som vi nok aldrig vil glemme. Det lyder som en kliche, og det er det nok også, men det er ikke desto mindre sandt. En del af vores oplevelser har vi kunnet skrive hjem om gennem denne blog, og forhåbentligt har I derhjemme, udfra de indlæg vi har skrevet, også kunnet fornemme, hvor meget vi har nydt det. Vi har gjort hvad vi kunne for at gøre det til interessant læsning, så jeg håber ikke I har måttet kæmpe en hård kamp for at holde øjnene åbne igennem de til tider halvlange indlæg. Det virker nu som om, at i hvert fald nogle af jer har fundet vores historier spændende, og det glæder os meget - jeg siger mange tak for den positive kritik. Også tusind tak til alle jer, der har givet os en kommentar med på vejen. Hver gang vi har været i nærheden af en computer, tjekkede vi som det første om nogle hjemmefra havde skrevet til os, og det var altid glædeligt, når der var nye kommentarer. Her mens jeg er ved at gå helt i selsving med takketaler, bliver jeg nødt til at afbryde mig selv, for væden fra øjnene har nu dryppet ned på skærmen i så lang tid, at den er blevret helt utvædret, så je knan ikke langrer se vhad jeg slev skviver..

... Efter at have opbrugt et utal af stewardessens servietter, kan jeg nu lukke og slukke for denne gang og for sidste gang ønske:

De bedste hilsner
Mikkel

En æra er tilendegjort

Store oegler loeb tilfaeldigt rundt inde i Australia zoo.

Krokodilleshow. Hvor er Steve Irwin? :(

Sidste klappe omgang af kaenguru paa denne ferie.

Mikkel inde i et krokodillegab. Nej krokodillen er ikke aegte. Ja der har engang vaeret saa stor en krokodille.

Australia zoos stoerste krokodille: Acco.

Stoerste turistattraktion i Brisbane...

Det omvendte gyldne taarn!


Snoeft, snoeft, find ud af hvorfor i teksten!


Efter utallige forgæves forsøg på at blive bare en smule påvirket af Bundabergs alkoholfrie ingefærøl, sander jeg at det er svært umuligt og begiver mig i stedet i gang med noget mere fornuftigt: at berette hjem.
Dagen efter vi sidst skrev hjem, tog vi i Australia zoo. Den zoologiske have som Steve Irwin, måske bedre kendt som krokodillejægeren, sammen med Terri Irwin drev, indtil Steve tragisk døde i 2006. Siden da har Terri kørt parken videre i Steves dyrevenlige ånd med masser plads, frisk og god ernæring til dyrene og med en lidenskab om at skåne dyr fra udryddelse, hvilket tydeligt kunne mærkes når man bevægede sig rundt i parken. Det betød, at hvor zoologisk have i København måske kan klemme 20 elefanter ind på en fodboldbane, kan Australia zoo nok cirka klemme en musvåge ind - der var virkelig god plads til dyrene, rart! Når det så er sagt, så er det bare en zoologisk have. Vi er snart på endestationen af vores ferie og har oplevet mange af de tilfangetagne dyr i virkeligheden - dyr i deres egen natur er bare det bedste. Det jeg prøver at sige, er at det var lidt skuffende og til tider en kedelig oplevelse at se de samme dyr, som vi har set igennem Australien, i indhegning, men samtidig den bedste zoologisk have jeg har været i nogensinde. Dertil vil jeg også lige knytte en anden kommentar: jeg har indset, at jeg faktisk er mere end glad for at vi "kun" er afsted i 3,5 måned. Ikke kun pga. Mikkels snorken og voksende store appetit, men lige så meget fordi det virker, som om det vi ser nu er mindre flot, fedt og overraskende end det i virkeligheden er. Da vi oplevede mindre ting i Bangkok og New Zealand, hvor vi startede, kunne jeg blive ufattelig betaget og beundre den samme oplevelse flere dage efter. Denne følelse er stilnet af. Det jeg forsøger at sige, er at vi er blevet for vandt til nye ting. Det er blevet mere eller mindre hverdagskost at se og opleve vilde og helt utrolige ting. Jeg må indse, at det nok bliver sundt at komme hjem til en almindelig, stille og grå hverdag hjemme i Danmark og lade op til igen at stikke af til et nyt kontinent en gang :).
Når det så er sagt, og jeg er stoppet min sentimentale dialog med Word, skal jeg fortælle jer lidt om højdepunkterne fra Australia zoo. Vi var begge meget betaget over alle saltvandskrokodillerne. Alle var de fangede af Steve, nogle af dem havde han endda fanget helt alene. Ingen af dem var avl, alle fangede fordi deres position i landet udgjorde en fare for mennesker. Ydermere kunne man, hvad vi søgte i starten af vores ferie, komme til at klappe kænguruer og koalaer.
Den bedste af parkens seværdigheder var dog Crocoseum. Et fodbold lignende stadion hvor 5.000 mennesker, i stedet for at se fodbold, kunne følge en flot dyreopvisning. Her så vi et show med slanger, fugle og krokodiller. Alt sammen foregik på meget pædagogisk niveau. Ofte skulle alle rejse sig op og klappe som en krokodille med hænderne eller råbe i kor, at man ikke må slå på verdens giftigeste slange, da det godt kan ende galt... Udover den til tider platte pædagogik var showet nu godt nok. Med fugle flyvende tilfældigt rundt inde på stadionet, så man ofte var nødt til at dukke sig, sad vi begge i spænding og ventede på krokodilleopvisningen. Opvisningen bestod af en mand, som alene fodrede en stor styg krokodille, ofte presset helt op i hjørner hvor han stille i mikrofonen hviskede: jeg er ret nervøs lige nu. Det endte nu godt og alle var glade.
Efter nogle timer i zoo'en virkede det som om vi havde oplevet og set alt hvad der var. Vi besluttede os derfor for at se krokodilleshowet en gang til og ellers bare hænge ud med kænguruerne i skyggen af tilfældige træer og skyer. Senere fangede vi bussen tilbage til Maroochydore.

Den næste dag tog vi videre til Brisbane. Vel ankommet til den første rigtige storby siden Adelaide (mange mdr. siden!), blev vi indlogeret på det første hostel vi spottede. 110 kr pr. nat og så må man ikke engang anvende deres vaskemaskiner efter kl. 22, åbenbart...
Vi ankom i tide til at nå at opleve lidt af Brisbane. Det virkede dog godt nok som om alt var set på få timer. Med en, hvad syntes tilfældig, vindmølle som populæreste turistattraktion, fik man indtrykket af, at der måske ikke var så meget at opleve som turist. Så efter at have fortærret en stor æblekage ved et marked nær en kanal, handlede vi ind og gik ellers tilbage på hostlet for at hvile ud.

Den næste dag tog vi tidigt til forlystelsesparken MovieWorld. Med hovedattraktionen Superman, en rutsjebane der accelererer fra 0 til 100 km/t. på blot 2 sek., var vi blevet anbefalet at tage derind af Christine og Katrine. Udover mange ture i Superman prøvede vi også hvad der svarer til det omvendte Gyldne Tårn (blive skudt 60m. op i luften langs en stor pæl), og vi ønskede også inderligt at prøve deres rutsjebane med loops på, men den var selvfølgelig lukket :(. Med en afslutning på cirka 10 sammenhængende ture i det 60m. høje tårn tog vi glade og høje hjem igen.

Næste dag stod også i adrenalinets tegn, troede vi. Vi skulle i White Water World - et stort vandland. De to største attraktioner var desværre lukket, ret skuffende for to adrenalinjunkies som gerne vil have lidt sus i mavsen. Lidt irriterede fra start, begav vi os rundt mellem rutsjebaner og tonsvis af klorvand. Mange af rutsjebanerne blev mere konkurrencer om at komme først til bunden af os to, end man egentligt nød dem. Der manglede g-kraft! Efter at have kørt mindst 10 gange på alle rutsjebanerne og besteget i hvert fald 10.000 trappetrin, var vi møre nok i vores kroppe til igen at vende snuden tilbage mod Brisbane.
I dag kl. lidt i 6 gjaldede oversergent Thøgersen fra min mobil sit "godmorgen første deling", som et uungåeligt tegn på, at det første skridt ud af sengen måtte ske. To halve timer efter sad vi i bussen mod festbyen over alle festbyer: Surfers Paradise, hvor vi skal være én dag før vi endnu engang ramler ind i Sydney.

Jævnfør det sidste billede har dette indlæg været det sværeste at skrive for mig. Da det pludseligt stod klart, at det var sidste gang jeg fik lov til at skrive til mine ærede og altid elskede læsere, fik jeg en underlig fornemmelse i maven. Efter at have berettet hjem på bloggen cirka 10 gange, bliver det underligt ikke hver uge at kunne sætte sig ned og skrive hjem fra computeren. Det er vel bare den normale følelse af at skulle sige farvel til noget man har holdt af, sørgeligt.
Til sidst vil jeg gerne runde af med, fra min side, at sige mange tak til alle jer der har haft modet, tiden og mest af alt tålmodigheden til læse hvad vi har oplevet, det betyder meget. Endnu mere tak til jer der også har haft taget sig tid til at skrive til os, det er altid rart med interessante nyheder, spøjse anekdoter eller bare en lille hilsen hjemme fra, mange tak!
Og aller aller mest tak til Eva Jessen, som ALTID har haft noget at berette om. Når vi har tjekket bloggen hernede fra, og der har stået at der var en enkelt kommentar, gættede vi begge altid på at det var fra dig, og mon ikke der også kommer en lille en denne gang, det håber vi. Mest tak.


Her med slut for mig for denne gang
Peter.

Fraser Island, wuw!

Vores 67kr. hytte i Hervey Bay

Verdens eneste regnskov som vokser i sand, sejt!

Eli Creek. En stor flodudmunding paa Fraser Island.

Et af de lokale dyr: dingoen.

Champagne Pools. Saltvand som er skyllet op i nogle smaa vandhuller. Rart at bade i.

Billede over en af de uendelige strande paa Fraser Island samt en tilfaeldig brand i baggrunden.

Sand i forskellige farver.

Vraget stod ikke til at redes trods utallige forsoeg.

Tissetaar...

En af de rare ferskvandspools vi badede i.

Ahh, helsekur, helt gratis!

Vores containerbus.

Så er vi på farten igen. I skrivende stund er vi igang med en 6 timers bustur fra Hervey Bay til en by kaldet Maroochydore. "Hvad skal de dog i denne by med dette sjove navn?", tænker den interesserede læser nok, og tag det helt roligt - det skal vi nok komme tilbage til senere.

Som nævnt i sidste indlæg havde vi 3 dage fra den 4. til den 6. maj til badning og afslapning i Hervey Bay. Vores hostel var muligvis det bedste vi har været på endnu. En hytte med plads til fire, hvor der var toilet, bad, køkken og spisebord, og så kostede det ikke mere end 67 kr per døgn per person, lækkert! De tre dage fløj afsted, og endnu engang kunne vi konstatere, at et døgn uden tvivl er blevet kortere, end det var for bare et år siden under eksamenslæsningen. I roligt sydeuropæisk siesta-tempo, forsvandt dagene uden nogen større begivenheder at rapportere om. Værd at bemærke er dog, at vi for første gang på østkysten slap for de dødsens farlige brandmænd, så vi kunne bade i havet. Et andet højdepunkt var da Peter vandt tre kvarters internettid i et internt væddemål ved at spise alle kernerne i en chilli på samme tid. Som I måske kan forstå, havde vi en kort agurketid omkring de tre dage, så jeg vil springe hurtigt videre til de næste store oplevelser.

Tiden var nu kommet til den sidste af de ture vi bestilte hjemmefra: 2 dages safari på verdens største sandø, Fraser Island. Om morgenen d. 7. blev vi hentet på vores hostel af en kæmpestor grøn firkantet klods af en 4-hjulstrækker. Det gav en ide om hvilket terræn, der ventede os på øen. Efter en 45 min færgetur, kom vi i havn på Fraser. Her skal "havn" vel og mærke forstås som en bred sandstrand. Med det samme fik vores grønne monster af en bil lov til at vise hvad den kunne. Vi hoppede og dansede afsted på den smalle bumpede sandvej, som vores guide kaldte for Hovedvejen. Hele Fraser er dækket af vegetation, og som vi langsomt og usikkert kørte længere ind mod midten af øen blev træerne større, og det blev til regnskov. I øvrigt det eneste sted i verden man finder regnskov, som gror i sand. Her fik vi en lille gåtur i skyggen af 60-70 meter høje træer med enorme træstammer. Herefter trumlede vi videre til Frasers østkyst hvor vi ramte 75-Mile Beach. En bred sandstrand som, sjovt nok, er 75 mil lang, og i bedste Rømø-stil kører der hele tiden turbusser og andre biler op og ned ad den. På vej op ad denne strand stoppede vi en del gange. Først ved en flodmunding, hvor vi gik et stykke op igennem floden, og dernæst kom vi til et gammelt japansk skibsvrag, som er drevet ind på stranden. Vi badede også i nogle naturligt skabte pools imellem klipper, og vores frokostbuffet vakte liv i de gode minder fra Brampton Island, på trods af dens klart ringere standard. Vi kom desuden til Indian Head, som er en høj klippe helt ud til havet. Herfra kunne man se langt ud over Stillehavet, og vi så blandt andet en flok delfiner i vandoverfladen et stykke ude. Sent på eftermiddagen blev vi indlogeret i det der umiddelbart lignede et lille normalt telt, men indvendigt nærmere mindede om et royalt palæ, med fint redte senge, håndklæder, tørrestativ, stol og bord - vi klagede ikke!

Næste dag var ikke så travl som den foregående, så vi havde tid til noget mere afslapning og badning. Vi slap dog ikke helt for anstrengelser, idet dagen startede med et par kilometers gåtur ind til en ferskvandssø. Her badede vi med store sandklitter til den ene side, og tæt skov til den anden. Efter endnu en bumletur i den kørende container var næste stop en skønhedsklinik. Dog ikke en helt normal klinik, for denne her var ganske gratis og bestod af en stor sø med grumset vand, og det fineste hvide sand man kan forestille sig. Det grumsede vand skyldtes en blanding af naturlig syre og olie fra træerne (eller måske kun en af delene eller også noget helt andet... Det var i hvert fald godt for vores hud!). Så var der ellers dømt mudderbad, ved at gnide det våde sand mod huden og bagefter skylle det af med søens halvfedtede vand. Huden blev dejlig silkeblø... - og her stopper den feministiske snak! Nu skulle vi videre i vores larmende klump af en vogn, for at nå færgen tilbage til fastlandet. Efter den korte sejltur, og en mindre køretur til vores hostel, kunne vi træde uskadte ud af det grønne monster.

Sidste del af indlægget er skrevet efter vi nu er nået Maroochydore. Vi fandt os et hostel som tilbød gratis udlån af surfboards og de mindre bodyboards, så det måtte vi selvfølgelig benytte. Med bodyboards under armene, begav vi os straks til vandet. Her gled vi på livet løs med bølgerne mod land - eller rettere, en af os gjorde mens den anden hoppede rundt i vandoverfladen som et hjælpeløst badedyr og forsøgte utallige gange uden held. Jeg nævner ingen navne - siger blot at jeg personligt ikke havde helt så stort held med denne idræt som med vandskiløbet på Brampton Island.

Og til den spændte læser, som har kæmpet sig igennem hele denne rapport, blot for at få svaret på det indledende spørgsmål kan I nu få svaret. Vi er kommet til denne by med det mærkelige navn, med det ene formål at se intet mindre end Steve Irwin aka. The Crocodile Hunters egen zoologiske have: Australia Zoo. Eftersigende en enormt stor zoo med en masse shows, men det kommer alt sammen i næste indlæg.

De venligste hilsner

Peter og Mikkel

Luksus paa Brampton Island

Tag et ekstra kig paa kuvertens navne..

Palmer og sandstrand - laekkert!


Mikkel hviler ud i palmernes skygge

Saa skal der spises til en af de store buffeter!





Peter paa vej ned at snorkle for foerste gang - stadig uvidende om havskildpadder, hajer og alt andet der gemmer sig i det lave vand lige bag ham.

Golf med kaenguruer paa banen.

Saa skal golfbanen ellers have en ordentligt omgang! Med fantastisk kontrol formaar Peter at skyde bolden i rigtig retning.

Mikkel indtager en komfortabel possition paa vandskiene


Fart over feltet inden gummiringen blev splittet fuldstaendigt ad.

Saadan ser en gummiring ud efter Mikkel og Peter har vaeret i aktion! Det sammenkroellede stykke stof forneden, sad oprindeligt fast over ringen.

Papegoejer indtager efterladenskaberne fra buffeten.

To glade drenge med to fyldte tallerkener.




Efter verdens mindst søvngivende og koldeste bustur fra kl. 20 til 7, føler jeg mig udhvilet til på ny at informere jer om vores seneste bedrifter. Som Klaus Meyer ville sige i sit kokkeprogram, så har jeg dog snydt lidt, jeg har nemlig sovet i hele 3 timer på vores nye hostel, bare for at der er en nanochance, for at i forstår lidt af hvad jeg skriver.

Den 1. maj skulle vi endelig til paradisøen Brampton Island. På trods af de store mængder penge vi har givet for opholdet, nægtede firmaet, som ejer øen, at transportere os ned til havnen, fordi vi boede på et hostel, trist! Backpackeres motto nummer 1 hedder: "Hvor der er penge, er der banker. Hvor der ikke er, går man 1,5 time med fuld oppakning!". Oversat betød det at vi nægtede at bruge 67kr. på transport med taxi, og vi valgte i stedet at bruge 1,5 time med fuld oppakning på at gå turen i vejkanten - bedste måde at nyde dagens tidlige timer.

Efter at være blevet sejlet over til øen, som er spækket af hvide sandstrande og palmer, skulle vi transporteres i et lille tog det sidste stykke op til resortet - så var standarden sat :). Resortet ejer og driver selv øen, så de eneste mennesker man møder på øen er enten gæster eller medarbejdere. Vel indlogeret i vores hidtil fineste værelse, besluttede vi os for at finde ud af, hvad man kunne lave på øen. Vandscooter, vandski, snorkling, golf, badning i flere forskellige pools og meget andet, var hvad resortet kunne tilbyde. Hurtigt og med frygteligt mange kolde kontanter i hånden fik vi bestilt os ind på 2 timers vandscootersejlads og ringræs efter en speedbåd, og Mikkel bestilte en vandskitur.

Efter vi havde dannet os et bedre overblik over øens aktiviteter og havde fået bestilt aktiviteter, mente vi, det var tid til for første gang på hele rejsen at snorkle. Med tidligere dyk ved Great Barrier Reef og S. S. Yongala regnede vi ikke med at få nogen større oplevelse ud af at snorkle. Prust, ja vi tog grundig fejl! Da jeg først råbt til Mikkel ude fra vandet: der ligger sku en havskildpadde her! Og Mikkel dertil råbte: jaja, med løg på - og det så faktisk var rigtigt, var vi begge måløse over at se sådan en krabat ved disse vande på under en meters dybde. Efterfølgende snorkeltid gav videre gevinst. Vi så et par små rokker, en 1 meter lang kamufleret haj (kender ikke navnet på den) og en masse andre spændende koralfisk og koraler. Fast besluttede på at det ikke var sidste snorkeltur på Brampton Island og hundekolde efter 1,5 time i vandet, gik vi op i vores ferskvandspool og bagefter saltvandspoolen og slappede af.

Den aften stod på fænomenal lidt mad men yderst fint og delikat. Efter aftensmaden stod den på kasino aften og derefter dejlig sovning i kongesenge.
Den efterfølgende dag hvor vi fandt ud af at der var morgenmads- og frokostbuffet, stod det lidt mere klart hvordan man kunne overleve med så lidt aftensmad - buffet gør en ret mæt når man ingen madhæmninger har.

Den næste morgen stod den på noget jeg personligt længe har villet prøve: vandscooter. Vi havde ikke råd til at leje en hver, men det var også fint nok, for så var der konkurrence om at få den anden vippet af vandscooteren mens man selv sejlede. Da Mikkel, som styrede først, fik monsteret op på 50km/t føltes det ret hurtigt. Med vandet hamrende som granatfragmenter mod kroppen, vindens susen i håret og en hvis nervøsitet ved at have Mikkel som skipper, gik det ellers derudad. Vores guide fortalte os at scooteren kunne sejle op mod 120km/t i stille vand, så var målet sat. Med hujen og hvinen og masser hop hvor ens numse blev smadret mod sædet, klamrede jeg mig til vandscooteren mens Mikkel i vildskab forsøgte at få dyret til at runde 100km/t. Halvvejs igennem turen skiftede vi pladser, så jeg nu blev skipper. Vi var kommet ud i noget lidt mere bølgende vand, hvilket betød længere hop. Flere gange fløj vi over flere bølger og det føltes som om vi fløj flere meter igennem luften - fantastisk! Efter vi var kommet over i lidt stillere vand, virkede det hele lidt for kedeligt og jeg tilføjede slinger til sejladsen. Dette resulterede i at Mikkel fløj af vandscooteren, succes! Dog faldt jeg et halv sekund efter også selv i vandet :(. Med en tophastighed på 99km/t, sluttede vores dejlige vandscootereventyr. Det skal helt sikkert prøves igen.
Vi har desværre kun billeder fra et engangskamera fra vandscooterturen, så ingen digitalebilleder at tilføje denne gang.

Efterfølgende stod den på frokostbuffet, enhver ungkarls drøm. Der var simpelthen bare alt hvad hjertet begærer og vaffelis til dessert.
Efter endnu en gang snorkling var det tid til at svinge med køller på resortets golfbane. Min forventning om at jeg skulle bruge flere timer på bare at ramme golfbolden blev gjort til skamme, da det ikke var så svært som ventet, og det var faktisk ret underholdende at spille. Jeg tabte dog til den mere garvede tiger: Mikkel.
Om aftenen stod den til Mikkels favør på alt godt fra havet buffet - synd du ikke kunne få min tallerken Ida :). Vi fik prøvet: østers, muslinger, en halv krabbe, hele rejer, snapperer, laks, ja sådan set alt godt fra havet. For tredje gang på samme dag havde vi hermed fortæret en buffet - jo, det måtte vidst være paradis.

Efter en dejlig udvilende nat, stod vi forholdsvist tidligt op, for at lave vores speedbådsaktiviteter (vandski og baderingstur). Mikkel fortalte om hvordan han havde hånet sine forældre, fordi de for en del år siden ikke kunne komme op på vandskiene. De havde hertil sagt, at han da bare selv kunne vise hvordan man gør, hvis det er så let. Med kun 2 styrt regerede Mikkel stranden i 15 minutter med professionel vandskiopvisning. Efterfølgende blev vi begge trukket i en stor badering efter speedbåden. Flere gange gav vi ham signalet til mere fart, så det til sidst gik så hurtigt at vandet føltes som asfalt. Som tiden gik blev det mere og mere en kamp for speedbådsmanden om at få os i vandet. Klamrende til ringen nægtede vi at forlade den. I flere forsøg lå linen mellem båden og ringen helt slap i vandet, hvorefter vi med nogle kraftige ryk på ny fløj efter båden. Efter flere ihærdige forsøg med slap line lykkedes det da også delvist for ham. Vi faldt i vandet, takket være baderingen som nu var splittet i to. Ved det seneste ryk i ringen var det øverste plastlag som vores håndtag sad fast i, og som også var forbundet til linen fra båden, blevet revet af. Færdige af grin lå vi efterfølgende i vandet ved siden af den nu helt bare badering og ventede på at blive samlet op.
Efter den vilde oplevelse indtog vi vores overdådige morgenmadsbuffet for sidste gang og pakkede vores stumper sammen. Efter vi havde tjekket ud stod den på endnu en omgang golf, hvor Mikkel vandt med én bold, tis!

Tilbage i Mackay havn, efter to vidunderlige og uforglemmelige dage på Brampton Island, blev vi transporteret til centrum af Mackay. Her skulle seks timer fordrives før vores bus videre til Hervey Bay ville komme. Hvordan dræber man bedre tiden end ved at sætte sig på den mindst trafikerede vej og begynder at tælle farver på biler, som passerer en?

Vi er nu i Hervey Bay hvor vi regner med at holde badeferie de næste 3 dage, før vi skal til verdens største sandø Fraser Island.

Over and out
Mikkel og Peter